Ny beton kræver kun vand og kuldioxid for at lukke huller

Fleksibel beton. Det lyder måske skørt, når man tænker på hvad beton normalt bruges til. Byggematerialer skal helst være stærke og hårde. Især når de bliver brugt til broer, skyskrabere og lignende. Men mange meget hårde ting knækker overraskende nemt. Derfor er denne nye fleksible type beton yderst velkommen i byggeverdenen.
Hvor traditionel beton betragtes som en form for keramik, opfører denne komposit sig mere som metal. Derved forventer man at kunne lave konstruktioner, som er stærke nok til at bære mange tons vægt, men fleksibel nok til at modstå jordskælv.
Inspireret af menneskekroppens evne til at regenerere, har man på University of Michigan designet det nye byggemateriale. I stedet for at lave store sprækker ved stræk eller vrid, laver betonen kun små revner på størrelse med et hår. På universitetet har man strukket et stykke af materialet tre procent, hvilket normalt er nok til at få metal og almindelig beton til at knække. Efterfølgende trak det sig sammen igen, og da man vandede det forsvandt revnerne. Man har fundet frem til, at betonen kan klare op til 5 procents stræk eller bøjning. Normal beton holder maksimalt til 0.1 procent.
Undersøgelser i laboratoriet har vist, at revnerne skal holde sig under en størrelse på 150 mikrometer, og helst under 50, hvis kompositmaterialet skal genvinde hele sin styrke. I gennemsnit bliver revnerne omkring 60 mikrometer. Udviklingen af betonen, eller ECC (Engineered Cement Composite), som de kalder det, har været i gang i femten år.
Fremtiden indenfor byggeri tyder altså på lettere konstruktioner, idet man kan slippe for armeringsjern i beton. Avancerede byggematerialer tillader hele tiden højere og vildere bygninger. Og nu er rumelevatoren måske nået et skridt længere.
University of Michigan via PhysOrg



Siden sidst på LabConfidential