Hoverboardet kommer måske alligevel inden 2015
Den 21. oktober 2015 markerer en international mærkedag. En dag hvor science fiction fans verden over, vil sætte sig i deres bedste lænestol, skrue lyden på max., og fordybe sig i en moderne filmklassiker. Der er naturligvis tale om Tilbage til Fremtiden II. Filmen hvor Marty McFly og den gale men geniale professor Doc Brown rejser tilbage til Fremtiden for at forhindre Marty’s søn i at komme ud for et uheld…
Det er ikke længe siden, at en gæv LabConfidential-redaktør udtalte sig til Danmarks Radio om flyvende biler. I den forbindelse kom Hoverboardet naturligvis ind i samtalen. Selvom det virker usandsynligt, at vi på bare fem år skulle kunne bekæmpe tyngdekraften i skateboardstørrelse, så har en fransk kunstner alligvel gjort et forsøg.
Til en udstilling, der sjovt nok hedder “Back To the Future”, har Nils Guadagnin lavet en næsten fungerende kopi af det boblegummifarvede svævebræt. Ved hjælp af simpel elektromagnetisme har han fået brættet til at svæve frit i luften. Et laserstyret system søger for at holde balancen.
Desværre er der ikke tale om en prototype man kan stille sig op på. Det ville kræve langt kraftigere magnetfelter. Men det åbner for ideen om, at fremstille den slags hoverboards, og bruge dem på lukkede baner. Således er det måske muligt at komme på en rigtig svævetur i 2015.
Idéen bliver dog først rigtig spændende, når vi kan slingre ned af Vestergade, mens vi ryger en stråhat på hoverboardet. Den del af projektet ser dog desværre ud til at være langt ude.
Ikke desto mindre kunne det sagtens være afløseren for Innovation Lab Segway’en. For at give udtryk for, hvor sejt det ville være, har vi valgt at citere en af Vimeo-brugerne, der har kommenteret på Nils Guadagnins video: ” Nom de Zeus Marty! Tu viens de créer une faille dans le continuum spacio-temporel!”
Nils Guadagnin via Fubiz
HOVERBOARD – NILS GUADAGNIN from nils guadagnin on Vimeo.



Siden sidst på LabConfidential