Nanopartikler kan frembringe alle farver på et øjeblik

Èn printer, èn blækpatron. Sådan var det engang. Altså før farveprint blev standard. Siden er alle moster Odas feriebilleder blevet spyttet ud af en billig ink-jet printer, med fire eller fem separate blækpatroner. Det er naturligvis dyrt og belastende for miljøet. Nu er en potentiel løsning på vej. Nanoblæk kunne meget vel blive det næste hit indenfor printindustrien.
Der er tale om en grundlæggende ny ide inden for blækteknologi. Det skal være slut med at kombinere forskellige farver, som man har gjort siden stenalderen, for at skabe nye farver og nuancer. I stedet skal hvert enkelt nanopartikel i blækket kunne gøre det ud for en hel regnbue af farver.
Udviklerne bag nanoblækket kalder det M-Ink. Hvor farver normalt handler om pigment, udgøres farven i M-Ink af en speciel struktur. Partiklerne reflekterer lyset forskelligt, afhængig af den givne struktur. Strukturen arrangeres ved hjælp af magnetisme. Ved at bestråle blækket med UV-lys hærder det, og holder formen, så det er den rigtige farve, der bliver reflekteret.
Et af de store problemer med moderne printteknologi er, at blæk og toner er uforholdsmæssigt dyrt. I nogle tilfælde er det ligefrem billigere at købe en ny printer med blæk i stedet for at købe nye blækpatroner. Den primære årsag er naturligvis, at producenterne tjener så lidt på elektronikken, at pengene skal hentes ind andre steder.
Den nye teknologi kommer desværre nok ikke til at ændre på denne praksis. Derimod er der godt nyt på hastighedsfronten. Udviklerne mener, at det vil være muligt at printe et billede på under et sekund.
Se video efter klippet.
Nature via New Scientist



Siden sidst på LabConfidential