Nyt skrivebord giver ingen undskyldning for stilstand

Ondt i ryggen, overvægt, forhøjet blodtryk.. Listen over ubehageligheder, der kan ramme en, hvis man ikke dyrker motion, er lang. For mange kontoransatte kan det være svært at bevæge sig ret meget i løbet af dagen. De fleste har heldigvis hæve-/sænkeborde, som i det mindste hjælper på problemer med ryggen. Men motion er der ikke meget af. Det ændrer et nyt skrivebord.
Indbygget i Signature 9000 er der et løbebånd, hvilket også giver mening, da firmaet bag, bærer navnet Treadmill Desks Inc. Det har alle de funktioner man kender fra fitnesscentret. Puls-, afstands-, og hastighedsmåling. Hældningen kan sættes op til syv procent, hvilket skulle sikre god træning af lårene.
Motoren er angiveligt meget lydsvag, hvilket må siges at være et krav i et kontormiljø. Samtidig skulle sikkerheden være i top. Ved hjælp af en lille magnetisk clips kan man sikre sig, at løbebåndet stopper, hvis man kommer for langt bagud. Løbebåndet er bygget, så det angiveligt belaster kroppen mindre end en almindelig løbetur.
Selve bordpladen er lavet i ahorn, og kommer i en række forskellige udformninger, så det kan passe ind i ethvert kontor. Til en pris på omkring 2000 dollars, er det dog lidt ærgerligt, at bordets hæve-/sænkefunktion skal betjenes manuelt. Men det er måske et led i firmaets større plan om motion på arbejdspladsen. Det kunne man så måske gå med til, men at placere håndsvinget bagpå bordet? Det virker umiddelbart dumt.
Umiddelbart er der dog tale om et bord, der sagtens kan blive populært, hvis det ellers kan holde larmen nede i det omfang producenten lover. Hvis man kan holde en pause ind imellem, er Remote Impact dog stadig kongen af kontormotion.



Siden sidst på LabConfidential