Direktør i populært spil-firma, mener at have fundet en delvis kur mod pirateri

Har du nogensinde læst en anmeldelse af en film, et spil eller en cd, og tænkt at det var noget du bare måtte eje? Hvis svaret er ja, og det er det sandsynligvis, så kender du nok også irritationen, når du ser at det pågældende produkt udelukkende kommer i USA, eller først kommer til Danmark om adskillige måneder. Den slags tanker lokker mange ud i, ulovligt, at downloade det ønskede fra internettet. Valve, der laver de populære Half-Life spil, har fundet en løsning.
Det kan næppe overraske, at løsningen som Jason Holtman præsenterede i forbindelse med et foredrag på SMU‘s Game Business Law konference, tager sit udgangspunkt i tilgængelighed. Hvis et givent produkt ikke er tilgængeligt via legale kanaler, så tyer folk til pirateri.
Tidligere har Valve haft store problemer med piratkopiering i Rusland. Når man udgav et produkt i USA, gik der gerne et halvt år før det kom på markedet i Rusland. De potentielle kunder kunne faktisk ikke engang være sikre på at spillet ville blive udgivet i landet. I dag frigiver Valve altid sine spil i Rusland, på russisk, samme dag som i USA. Det har angiveligt reduceret antallet af illegale kopier af firmaets software markant. En fremgangsmåde som også bliver brugt i stigende grad af filmindustrien, hvor de store biografpremierer bliver synkroniserede verden over.
Valve’s anden del af forretningsmodellen for at omvende piraterne, er at tilbyde noget ekstra til potentielle kunder. Man har eksempelvis tilbudt en gratis prøveweekend til interesserede i et bestemt onlinespil, og efterfølgende givet kunderne et godt tilbud på spillet. Det gav et salgsboost, ikke bare på firmaets onlineservice Steam, men salget af spillet i butikkerne oversteg rent faktisk onlinesalget med 28 procent efter prøveweekenden.
Så det ser ud til at digitale pirater, i stor udstrækning, bare er kunder, som ikke kan få hvad de gerne vil have. Og hvis software- og musikindustrien finder ud af at omsætte den viden til noget fornuftigt, så kommer kunderne (sandsynligvis) løbende hurtigere end en vis IT-direktør kan sige “Roadtrip til L.A.”.



JEg synes, at det er fint, at I prøver at bringe den historie ud til en bredere masse – men nogen nyhed er det vel næppe længere.
Spil på Steam kan
a) Downloades med det samme
b) Downloades igen og igen og igen (og det ganske uden besvær. Bare et klik.), efterhånden som man skifter maskiner, reinstallerer windows osv.
Det betyder, at produktet er lettilgængeligt. Steam er en GAVE til spilproducenterne. Der vil altid være folk, der prøver at spare de penge ved at piratkopiere, men tilgængeligheden skaffer MANGE kunder.
Sammenlign med TV-serier, som vises på amerikansk TV og kort efter kan downloades til rimelige priser på Apple’s Music Store. Derefter havner de ganske af sig selv på iPod’en og kan ses på vej til arbejde eller i fitness-centeret næste morgen. Hvis man bor i USA. Og kun hvis man bor i USA.
I Europa må vi pænt vente til en lokal TV-station evt. køber serien – og for mange gode serier gælder det, at vi får 1-2 sæsoner og så stopper den lokale station med at sende den. Så er alternativet at vente på at serien udkommer på DVD. I USA. Og det kan vi ikke se på grund af regions-kodningen. Så vi må vente på, at den MÃ…SKE udkommer i Europa også.
Alternativet ovre i piratverden er et RSS-feed og en p2p-klient, der automatisk downloader de nye afsnit af TV-serierne efterhånden som de kommer til rådighed på p2p-nettene – typisk indenfor få timer efter at de har været vist. Det er langt mere tilgængeligt, og skal branchen hamle op med det, skal de levere noget, der er lige så praktisk. Apple’s ITMS kan næsten leve op til det, så det er ikke fordi det er teknisk horribelt.
Alternativt skal branchen til at overveje, om en anden attitude overfor produktet var på tide… Tag en fyr som Cory Doctorow (forfatter), der siger “tænk som en mælkebøtte” – Den sætter masser af frø og hvis bare et eller to af dem bliver til en blomst, så har den gjort sit job. I stedet for at hvert eneste eksemplar af produktet har massive omkostninger og derfor SKAL skabe indtjening (som med trykte bøger), så distribuer det digitalt og frit og giv folk MULIGHED for at betale. Det er næsten gratis i distribution, og hvis en bog i dag ville sælge 2000 eksemplarer, men digitalt kunne nå 50000 mennesker, af hvilke 1 ud af 20 ender med at betale – så er bundlinien stadig pænere. OG det skaber øget interesse for næste produkt – også hos dem, der ikke betalte denne gang.
Hej Peter
Du har ret i, at Steam ikke er nogen nyhed. Det er det til gengæld når en direktør, for en af branchens tunge drenge, i den grad, går mod strømmen og offentligt kritiserer kollegerne.
Det spændende er jo netop, at Jason Holtman siger at branchen går den forkerte vej ved at krimininalisere potentielle kunder.
Som du også selv påpeger, så er der forretningsmodeller, der meget nemt ville kunne øge omsætningen hos de pågældende firmaer.
//Thomas