Hvorfor ikke også printe en digital skærm?

Nu vi er ved avancerede printteknologier, så er her en, vi selv ikke helt har forstået endnu. Print en digital skærm på et stykke papir! Det giver pludselig begrebet elektronisk papir en helt anden – og måske mere passende – betydning?
Det er den svenskbaserede virksomhed PaperDisplay, som har fundet en metode til at printe simple skærme på et papirbaseret materiale. PaperDisplay udspringer fra en anden svensk virksomhed Acreo, der har udviklet teknologien, mens Agfa leverer vigtige delkomponenter.
Selve teknologien forklares således direkte citeret fra Ingeniøren: “Hvert displayelement er udformet som en elektrokemisk celle med to elektroder, der begge er dækket af en faststofelektrolyt”. Det kan vist ikke efterlade nogen i tvivl?
Skærmen består af flere forskellige slags lag, hvor det nederste er baseret på papir. Ovenpå dette printes nogle ledende lag, som skaber skærmens kontrast og til sidst en beskyttende transparent forsegling. Skærmens kontrast er altså forskellen på det hvide papir og farven, der skabes i de ledende lag.
Papiret – eller skærmen er billig at producere, og man forestiller sig anvendelsesområder inden for intelligent indpakning mærkater – eller måske endelig den elektroniske avis, man stadig venter på skal redde avisbranchen. I øjeblikket kan skærme printes med op til 20m i minuttet, men produktionen har potentiale til at nå op på 100m per minut!
Vi har tidligere set interaktivt papir fra netop Sverige, men det var langt fra så avanceret som denne papirskærm. Men der er noget, der tyder på, at vil man vide hvad papirets fremtid byder, så skal man kigge lige øst for øresund. Men det undrer måske ikke, når man tænker på, at vores svenske naboer netop er en af verdens største papirproducenter.



Spændende! Meget spændende! Det må kunne bruges i en elektronisk patientjournal (EPJ).