Lad alle dine frustrationer gå ud over denne elektroniske boksepude
De fleste kender begrebet fejl 40, men vi ved jo alle godt, at problemet i virkeligheden ligger hos elektronikken, som enten er forkert designet eller helt bevidst modarbejder os. Elektronik kan derfor være genstand for mange frustrationer, man helst skal have afløb for, men moderne udstyr er ikke desværre ikke indrettet til mere fysisk problemløsning. Derfor er denne gadget ren terapi. Den er indrettet til at tage imod tørre tæsk, og du får respons i form af et digitaliseret tudefjæs.
Den lille fyr har fået det knapt så mundrette navn OAFEE, der står for Obvious Advantages For Electronic Equipment og er et afgangsprojekt af Brian Mogensen, en studerende i Interaktive Medier ved Designskolen Kolding.
Bag OAFEEs gummibeklædte ydre sidder en række skadessensorer i maven og i hovedet, som registrerer stød og slag, og på skærmen kan man efterfølgende se, hvordan OAFEE lider under pinslerne. Desuden har den en højttaler indbygget, så den også kan udtrykke sin liden gennem lyd.
Slår man OAFEE hårdt, vil den sandsynligvis blive så ked af det, at man ikke kan komme i kontakt med den i et stykke tid, men efter at have sundet sig lidt, er den klar til nye tæsk.
Brians projekt er en lidt anderledes tilgang til elektroniske hjælpemidler. De fleste er designet til at hjælpe os med at udrette noget hurtigere eller bedre, men få har til formål at være lynafleder for indestængte aggressioner.
Er OAFEE et forrående projekt? Der er jo ingen belønning for at være sød mod den, den eneste gyldige interaktion er vold, så fremmer man ikke blot nogle ikke acceptable handlinger i stedet for at tale til fornuften? Omvendt er det vel bedre, at man slår løs på en elektronisk følgesvend frem for dem af kød og blod?
Video af OAFEE efter klippet.
- OAFEE (tak til Brian for tippet)



Siden sidst på LabConfidential