Udviklingslandende springer den teknologiske evolution over
Når man i dag ser en traktor køre rundt på de endeløse jyske marker, tænker man næppe på hvor traktoren kommer fra. Ikke traktorens nationalitet, men hvilken udvikling maskinen har været gennem siden de første dampdrevne modeller kom frem for over hundrede år siden. Og sådan er det nok med al teknologi.
Man tænker sjældent over hvor teknologien kommer fra, for det er så selvfølgeligt. Vi har selv deltaget i teknologiens evolution, og vi har set den på alle stadier. Når man prøver at sætte den teknologiske udvikling i gang i lande, der ikke selv har gennemgået den proces, kan det give rigtig god mening, at springe et led eller ti over.
Mobiltelefonerne har de sidste fem-ti år stormet frem i udviklingslande, som Indien og store dele af Afrika, blandt andre Ghana. Netop Ghana ser ud til at have en stærk lyst til, at blive Afrikas førende it-nation. Senest har organisationen Worldreader sat gang i brugen af e-bøger i landet.
Worldreader er en organisation, der sigter mod, at gøre viden, i form af bøger, tilgængelig for alle. Midlet er e-bogslæsere, som Kindle. I den ghanesiske landsby Ayenyah har man netop nu en stak e-bogslæsere ude. De er alle sammen forsynet med bøger, som Folkeeventyr fra Ghana, Eventyr alle bør kende, og Peter Pedal.
Testpiloterne er en sjette klasse, hvor eleverne er mellem 11 og 14 år. Da de fleste kun har læst i få år, er den mest populære bog lige pt. Peter Pedal. Når Worldreader forlader landsbyen for at tage til næste stop på ruten, vil man efterlade en stak Kindles, så den lokale it-mand Richard, der også står for solceller og lignende i landsbyen, kan oprette et lille bibliotek.
Det er vist hvad man kan kalde “Low tech – high impact”!
Worldreader via Wired



Siden sidst på LabConfidential