Nu skal larmende børn og svigermødre oplade dine elektroniske apparater
Trådløs strøm er en af tidens store hypes, og nu vil et projekt fra Texas A&M University, med professor og kemiingeniør Tahir Cagin i spidsen, lave lydbølger om til strøm. Så fremover lader din mobiltelefon, mens den ligger på subwooferen, og du ser Top Gun for fuld udblæsning.
Konceptet kaldes energi-høstning og er et område indenfor nanoteknologi, hvor der arbejdes på at udvikle et apparat, der kan genere energi til sig selv uden brug af batterier. Nanomaterialet er såkaldt piezoelektriske krystaller. Disse krystaller kan lave elektricitet ud af tryk, og teknikken bliver allerede brugt på nogle diskoteker  til at forsyne dansegulvets lyd- og lysanlæg med strøm. Det revolutionerende ved dette projekt er, at man har fundet frem til en tykkelse (ca. 21 nanometer) på nanokrystallerne, som kan udnytte den tilførte energi fra selv et svagt lufttryk uden tab.
Lufttryksteknologien kan ikke umiddelbart anvendes i energitunge apparater som vaskemaskiner eller stereoanlæg, men den åbner op for større udbredelse af trådløs kommunikation. Forestil dig en bærbar computer, der aldrig skal lades op. Den får strøm fra togets baggrundsstøj eller naboens gøende hund.
Samtidig giver piezoelektronik dine bærbare apparater en længere levetid, for krystallerne holder ikke op med at virke. Konventionelle batterier mister derimod kapacitet over tid, og i mange tilfælde kan det dårligt betale sig at skifte batteriet ud i forhold til at købe en ny mobiltelefon eller bærbar computer.
Måske teknologien med tiden kan udbredes endnu videre, så det er baggrundsstøj og støvletramp, der holder gang i supermarkedets frysere i dagtimerne, eller bilerne der genererer energi til vejbelysning. Og sidst men ikke mindst er der selvfølgelig muligheden for vækkeuret, der holdes i gang af din snorken…




ja, og opladning af den bærbare eller mobil kunne jo også ske ved at der tilsvarende var piezoelektriske krystaller i tastene – så ville brug og opladning nogenlunde følges ad…
Hej John
Det er en rigtig god idæ – hermed sendt videre til de producenter der måtte læse med her på bloggen.
//Thomas
Hvis det virker, er det jo et genialt koncept. Jeg håber, at nogle af de store computerproducenter får øjnene op for denne teknologi og begynder at implementere dem i deres bærbare maskiner inden for en ikke alt for fjern fremtid.
… jamen det løser da hele energi spørgsmålet… vi skal da blot montere sådan en tale oplader på samtlige kvinder….
hvad er reaktionerne så på dette fund? dårlige? gode? hvad er fordelen og ulemperne ved teknologien?