Er dit liv for kedeligt? Så overtag kontrollen med et andet

Kunne du tænke dig din egen levende marionetdukke, du kunne styre rundt i en storby og diktere, hvordan den skulle interagere med omgivelserne? Lægge an på den kønne Starbucks-ekspedient eller træde den arrogante forretningsmand over tæerne, så hans nypudsede Gucci-lædersko bliver møget til? En form for “real-life” Sims, men med rigtige mennesker for enden af dukkesnorene.
Mod My Life er sådant et eksperiment. Princippet går ud på, at en frivillig (desperat, mediehungrende?) “Modstar” bliver udstyret med webkamera og netopkobling og slippes så løs i New York eller en anden storby i den tid en session varer. Brugere logger så på systemet, kan følge Modstar’en rundt og sende forslag til, hvad vedkommende skal foretage sig. Forslagene bliver samlet op og sendt til afstemning, og det vindende forslag bliver SMS’et til Modstar’en, som så skal udføre det.
Der arbejdes på et “anstændighedsfilter” så de mest upassende kommandoer (tjah hvad kunne det snart være?) bliver filtreret væk. Målet er at have Modstars online døgnet rundt over hele verdenen, så der altid er nogens liv, man kan manipulere med. Folkene bag forventer at tjene penge på konceptet via reklamer og sponsorater af deltagerne, så en session en dag – tilfældigvis – foregår på en McDonald’s restaurant eller i en Apple Store.
Det lyder temmelig bizart, men også en anelse tiltrækkende, at man sådan kan gå ind og overtage en anden persons liv og handlinger. Men for at det skal blive ved med at være interessant, skal der nok bindes nogle historier op på de implicerede Modstars, så det ikke er tilfældigt, det de foretager sig. Fx at give dem en mission med hver session eller mere overordnet et langsigtet mål, så man i højere grad involverer sig.
Vi forestiller os et reality show bestående af flere Modstars og ikke-opkoblede personer, som så skulle spilles ud imod hinanden. Brugere tilmelder sig så et bestemt hold tilknyttet en Modstar, og målet for holdet er naturligvis at få de andre ud. Det ville da give en ekstrem høj involveringsgrad, når man selv har indflydelse på personernes handlinger i showet og kunne måske være redningen for de hendøende reality shows?
Mod My Life er stadig i beta og kun for en lukket kreds af testere, men forventes at gå live i starten af 2008.
- Mod My Life (via NewTeeVee)



Siden sidst på LabConfidential