Verdens største designkonkurrence i Danmark

Her på LabConfidential har vi en naturlig interesse for nyt design – især industrielt design, der ændrer vores hverdag eller hele verdenen. Derfor har vi vendt blikket mod København, hvor verdens største designkonkurrence i disse dage afvikles. 110 designkoncepter konkurrerer i kategorierne Krop, Hjem, Arbejde, Leg og Samfund, og Danmark er godt besat på samtlige fronter.
Det skyldes måske, at Index:, som konkurrencen hedder, er et dansk initiativ. Første gang afholdt for to år siden med formål at profilere Danmark som centrum for innovativt design – et felt vi især herhjemme spås at skulle tjene vores penge på i fremtiden. En af vinderne dengang var i øvrigt den danske opfindelse LifeStraw – et vandrensende sugerør til den tredje verden, der filtrerer vandet, når man suger det op.
En af præmisserne for konkurrencen er nemlig, at designet forbedrer livet i en eller anden form og altså ikke kun er pænt at se på. Det gør, at kandidaterne groft sagt kan opdeles i to kategorier: Design, som hjælper svagt stillede (fattige, handicappede eller u-landene), og bæredygtigt design med fokus på miljøet. Vi kan bl.a. nævne:
MouseCap: Et alternativ til computermusen, der gør det muligt at styre pilen med hovedet via sensorer på skærmen og på hovedet. Gør det muligt for svært handicappede at betjene en computer.
Airwash: En vaskemaskine, der ikke bruger vand eller vaskemiddel, men renser tøjet ved hjælp af komprimeret luft og deodorant
Tesla Roadster: En elbil, der rykker 0-100 km/t på 4 sek. og kører over 400 km på en opladning. Fordi miljøbevidsthed også kan blive lidt for kedeligt og pænt, og nu kan man både være politisk korrekt OG have det sjovt!
Senere i dag kåres de fem vindere, som hver belønnes med 100.000 euro. Index-udstillingen med samtlige kandidater kan besøges på Kongens Nytorv frem til d. 23. september.



Siden sidst på LabConfidential