Google Chrome er tilsyneladende så hurtig, at Google har set sig nødsaget til at lave et mærkværdigt Youtube flashspil for at bevise det. Hvad er din bedste tid?
Browserkrigen raser. Internet Explorer, Firefox, Opera, Chrome, Safari mfl., de vil alle have en del af surferkagen. Samtidig raser også standardkrigen med HTML5 på den ene side og Flash på den anden. Google tager nu utraditionelle metoder i brug for at styrke deres kandidatur. Det involverer bla. en Rube Goldberg maskine.
For at demonstrere Google Chromes hurtige afvikling af Flash, som nu er integreret i browseren, har de lavet et lille spil, Chrome Fastball. Det kører på Youtube, hvor man føres igennem en række forskellige udfordringer, der skal løses på tid. Fx at finde den hurtigste vej gennem Central Park via Google Maps, tweete et bestemt svar over en præopsat konto eller søge på bandnavne på Last.fm.
Spillet er egentligt en række Youtube-videoer, der er splejset sammen, og imellem de forskellige videosekvenser, dukker de små udfordringer op.
Temaet er igen kørt over en Rube Goldberg maskine, som er blevet Googles markedsføringsvåben i kampen mod de andre browsere. En Rube Goldberg maskine er en humoristisk overkonstrueret maskine, der udfører simple handlinger, ofte vha. kædereaktioner.
Tidligere har de i samme stil været ude med deres meget alternative hastighedstest af Google Chrome. Noget nordmændene hos Opera fandt så fjollet, at de fandt på et passende modsvar.
Se de meget underholdende hastighedstest herunder eller gå til Chrome Fastball og test dine internet skillz.
Chrome Fastball via Techcrunch
Google Chrome speed test
Opera speed test




Siden sidst på LabConfidential