Ny hjemmeside fortæller dig, hvor der er gang i den

Vi deler efterhånden alt på nettet. De seneste tøjindkøb, de vildeste billeder fra de mest vanvittige byture, intet er for stort eller småt til at komme på nettet. Men når du står til årets vildeste fest en lørdag aften, hvor deler du det så? På Facebook er det jo kun dine egne venner, der finder ud af det. Hvis alle skal vide, hvor du er, hedder løsningen Lokaliker.
Lokaliker er en hjemmeside, der bruger Google Maps til at lade dig dele din placering i landskabet. Derved kan du gøre andre opmærksomme på, at lige netop det sted er bomben. Idæen er, at hvis man kan lide et sted, og synes andre skal vide, at det eksisterer, så plotter man det ind på hjemmesiden, og hele verden kan se det. Simpelt!
Siden er kommet på benene efter holdet bag mødtes på Sweden Social Web Camp tidligere på året. I sidste uge tog projektet fart i et 24-timers kapløb for at blive køreklare. Arbejdsprocessen var en del af 24 Hour Business Camp.
24hbc er en udfordring, hvor man på 24 timer skal skabe og lancere en webbaseret virksomhed. Bag eventen står Stockholm School of Entrepreneurship, som er en selvstændig non-profit organisation, drevet af private midler.
Til dette års 24hbc var der 58 hold, og udover Lokaliker, har udfordringen udmøntet sig i en lang række spændende hjemmesider.
Blandt folkene bag Lokaliker er Bambuser-bagmanden Måns Adler, og Anna Oscarsson, ligeledes fra Bambuser, der rådgav holdet under 24hbc. Lokaliker tilbyder naturligvis de obligatoriske iPhone og Android apps. Indtil videre er de to muligheder langt at foretrække over hjemmesiden, der desværre ikke fungerer optimalt endnu.



Siden sidst på LabConfidential