Kan vi selv bestemme, hvordan vores elektronik skal se ud?

Standardiserede software-platforme er efterhånden så udbredt, at det er meget nemt for driftige entreprenører at udvikle applikationer og services til fx computeren, nettet eller mobilen. Men at bygge sin egen mobile gadget er nok stadig kun forbeholdt kapitalstærke virksomheder, og vi må så forlade os på, at de udvikler hardware, som passer til vores behov.
Men ikke meget længere. For snart bliver det muligt at samle sin helt egen gadget, som er bygget lige efter ens eget hoved. Kan de traditionelle hardwareproducenter mærke magten (og aktiekurserne) smuldre mellem deres fingre?
Open source hardware er kodeordet og Bug Labs er innovatøren, der vil gøre elektronikken tilgængelig for alle. De lancerer snart BUG – et gadget samlesæt bestående af en baseenhed og en række moduler, der kan klikkes på.
Baseenheden BUGbase er reelt en mobil Linux computer med 4 åbne slots – 2 på hver side. På dem kan man så koble moduler efter behov – fx et skærmmodul på den ene side og et kameramodul på det andet, og så står man pludselig med et digitalkamera i hånden. Eller måske også tilføje et GPS-modul, så alle ens billeder bliver geo-tagget? Og til sidst smide et accelerometer på, så kameraet selv ved om billedet bliver taget på højkant eller vandret?
Softwaren, der får det hele til at snakke sammen, er open source, så det er nemt at udvikle ny funktionalitet, mashups, eller hvad man nu kan finde på.
BUG er primært rettet mod udviklere, som meget hurtigere kan få lavet prototyper af deres gode idæer, men mon ikke der sidder en alfanørd et sted med klamme håndflader ved tanken om et stykke fuldt ud “customized” elektronik?
Hvornår BUG er klar til salg forlyder der ikke noget om, men iflg. deres website er det lige om hjørnet. Udover de nævnte moduler, er der planlagt endnu flere – heriblandt en “Teleporter”, hvilket lyder en anelse foruroligende…



hvor meget koster udstyret?
http://store.buglabs.net/ Du kan komme i gang for under 800 dollars.