Bregnen ringer til dig, når den er tørstig

Det kunne være taget fra en dårlig science-fiction gyser, men ikke desto mindre er det, hvad fire studerende ved New York University har fundet på. De har koblet stueplanter til nettet, og vander du dem ikke tilstrækkeligt, ja, så ringer de ganske enkelt til dig og beder dig komme forbi med vandkanden.
Det lyder temmelig avanceret, men princippet er faktisk meget simpelt. En fugtmåler i potten holder øje med jordens fugtighed og sender informationerne videre til et elektronisk system, tilknyttet den enkelte plante. Systemet ved hvor meget eller hvor lidt vand, planten kan tåle, og overskrides grænsen, kontaktes en webserver, som, via et telefonsystem, ringer dig op og afspiller en lydfil.
Planten, eller systemet om man vil, kan mere end at fortælle dig om ørkenlignende tilstande i potten. Den kan bl.a. klage over overvanding og som en godt opdraget plante, så kan den såmænd også sige pænt tak for vandtilførslen. Omvendt kan du også ringe dine stueplanter op og høre, hvordan det går, eller lære mere om dem og dermed få et tættere forhold til dine bregner og pelargonier. Da det er en webserver, som styrer dataene, kan du også få e-mails fra dine planter. De kan endda få deres helt eget website, som du kan tjekke og blive opdateret om deres velbefindende.
Botanicalls, som systemet hedder, vil være godt nyt for alle de planter, der lever en hensygnet og kraftigt udsultet tilværelse i travle hjem. Med deres nye ‘selvbevidsthed’ får de nu mulighed for at råbe op og gøre opmærksom på vanrøgten. Spørgsmålet er så, om man har lyst til gentagne gange at blive ringet op midt om natten af ens potteplanter, som med en dyb, sur og (hævn)tørstig stemme kræver at blive vandet?



Siden sidst på LabConfidential