Ny teknik gør det lettere for blinde at navigere i cyberspace
Selvom man er blind, kan man godt være online. Indtil nu har det dog været et større udstyrsstykke. Apparater, der kan transformere almindelige ord og bogstaver fra skærmen til blindskrift, er mildest talt dyre, og det samme gælder braille-tastaturer. Når det kommer til programmer, der kan oversætte tekst til tale, så er der nærmest tale om en ørkenvandring, hvis man skal have læst en webside højt af en robot. Ind kommer en flok finske forskere fra universitetet i Tampere, med en teknik, der vil gøre det meget lettere at være blind.
I stedet for at lave dyre løsninger, med skærme, som fysisk ændrer form, valgte man at anvende vibrationer i skærmen. Nokias internettablet 770 er født med haptisk feedback, hvilket betyder, at den vibrerer som svar på input. Derfor var det også et relativt let valg, da udviklerne skulle finde en platform til deres nye system.
Braille består af to kolonner med 3 prikker i hver. For at simulere det anvender man en række vibrationer af forskellig intensitet og varighed. For at finde den rigtige måde at gengive blindskriften udviklede man flere forskellige former for feedback. I den første udgave skulle man først finde det sted på skærmen, hvor teksten begynder og derefter føre fingeren over skærmen for at læse. Det viste sig at være besværligt og usikkert. Den anden metode kræver bare at man placerer sin finger et tilfældigt sted på skærmen, og holder den der. Metoden er meget anderledes fra hvad brugerne er vant til, men det tog dem overraskende kort tid at vende sig til.
Teknologien kan anvendes i alle telefoner, eller andre berøringsfølsomme apparater, som har en skærm med et såkaldt piezoelektrisk lag. Hvor lang tid der går før systemet bliver kommercielt tilgængeligt, er ikke offentliggjort. Men umiddelbart er forhindringerne for projektet ret små, så der er nok ikke tale om ret mange år.
Se billede efter klippet
Lab Confidential holder i øvrigt påskeferie indtil tirsdag d. 14 april, hvor vi vender tilbage for fuld gas.




Siden sidst på LabConfidential