Ventetøj holder farlige stråler ude

Vi har tidligere behandlet en ansigtsspray, som beskytter ansigtet mod mobilstråling, og den fik ikke de bedste ord med på vejen. Nu er turen så kommet til en ventetrøje, der beskytter ens ufødte barn mod stråling fra mobiltelefoner, fjernsyn, mikroovne, trådløst netværk osv. som alle angiveligt kan skade fosteret.
Det er selvfølgelig rart, at der er nogen, som tænker på vores børns ve og vel, men det kunne også lugte lidt af, at nogen slår mønt på vordende mødres bekymringer.
MummyWraps er en trøje, hvor der i stoffet er indvævet fine sølvbelagte kobbertråde, og denne brynje holder altså de skadelige stråler ude. Sølvet er ikke (kun) beskyttelse mod varulve, det forhindrer også brugeren i at udvikle metalallergi. Det lyder måske ikke så komfortabelt, men trøjen skulle være lige blød som bomuld.
Trøjen udvider sig i takt med maven – vi forstår dog ikke helt, hvordan kobbertråde kan strækkes – så fosteret er beskyttet under hele graviditeten. Det forudsætter naturligvis, at man på intet tidspunkt tager trøjen af, da man så er eksponeret og sårbar over for stråling. Vi anbefaler, at man køber en stak og slår HFI-relæet fra, når man skifter.
Stort set al elektronik i dit hjem udsender en eller anden form for elektromagnetisk stråling lige fra din clockradio til dørtelefonen. Der er dog forskel på, hvor meget stråling de forskellige apparater udsender, og mobiltelefonen bliver traditionelt udråbt som den værste synder.
Det er dog stadig ikke endegyldigt bevist, at disse stråler har en skadelig påvirkning, hvorfor firmaer, som sælger beskyttelse mod strålerne, ofte bliver forbundet med kvaksalveri.
Hvad man tror på, skal være helt op til den enkelte, men man kan jo sige, at det er bedst at være på den sikre side. Det er sjovt nok samtidigt producenternes bedste salgsargument – better safe than sorry!



Siden sidst på LabConfidential