Når robotten bliver din bedste ven
Vi har hørt det et par gange efterhånden. Andelen af ældre bliver ved med at stige og der er ingen til at tage sig af dem. Et regulært bedstemorboom. Når man har overskredet “bedst før”-datoen, kan man lige så godt finde sig tilrette på den bløde stol i plejehjemmet – for der er ikke så meget andet at tage sig til.
I Japan er 20 pct. af befolkningen over 65 år. Der ganske simpelt ikke nok menneskelig kapacitet til at tage sig af denne voksende gruppe. Heldigvis er man i Japan svært begejstrede for robotter: Et billigt alternativt til den mere proteinholdige mulighed.
Senest er robotten Babyloid introduceret til en testgruppe på et plejehjem. Babyloid er en plysset, lille fyr med bevægelig mund, arme og øjenlåg. Med en vægt på 2,2 kg og en længde på 44 cm er ligheden med en baby ikke til at overse.
Babyloid kan simulere forskellige følelser med sit ansigt – den kan græde, være sulten, smile osv. De første forsøg på plejehjemmet viser, at de ældre bliver mindre deprimerede af at passe på Babyloid, da de hurtigt falder ind i rollen som omsorgsfuld plejer.
Man kan fristes til at sammenligne Babyloid med landsmanden Tamagotchi – de små, runde plastikæg, man satte på nøgleringen og som fik skoleelever til at bruge hele frikvarteret på at give deres pixeldyr mad og lege med dem – blot i version 3.01 til ældre. Uanset versionsnummer har konceptet vist sig at være en succes i Japan.




Siden sidst på LabConfidential