Katte bag sære internetfænomener
Dagens historie har ikke så meget med fremtiden at gøre, men er mere en tour de force ud i sære internetfænomener, som af en eller anden grund involverer katte. Katte med dybe hemmeligheder, katte på krigsstien eller bare katte med behov for at fortælle vi mennesker en ting eller to. Det er tidsspilde i en hel ny skala, men samtidig ret underholdende (og vi skriver kun denne historie for at retfærdiggøre al den tid, vi har brugt på at surfe de omtalte websites igennem).
Det hele skyldes et fænomen, der hedder ‘lolcats’. Det går i sin enkelthed ud på, at man tager et billede af en kat, og så tilføjer man en situationsbestemt tekst, så det ser ud som om, det er katten, der siger det. Samtidig skal teksten være utroligt dårligt stavet, for rationalet går på, at hvis katte kunne skrive, så ville de stave så ringe.
Det er i sig selv ganske underholdende, men ikke specielt nyt, da lolcats-billederne har floreret på nettet i snart et års tid. Men nu er der inden for ganske kort tid dukket to nye afledte fænomener op – Lolsecretz og Halolcats – og så blev vi nødt til at sige det videre.
Lolsecretz er en sammenblanding af lolcats og den utroligt populære blog Postsecret, hvor folk anonymt indsender deres dybeste hemmeligheder skrevet på et hjemmelavet postkort. Disse hemmeligheder er nu blot overført til kattenes verden, så det i stedet er de små kræ, der krænger deres inderste ud på nettet.
Halolcats lægger sig derimod op af Xbox spillet Halo. Princippet er det samme, nu er det blot mere krigeriske og Halo-relaterede ting, som kattene får formidlet på deres besynderlige og til tider uforståelige engelsk.
Hvad kan du så bruge disse katte til? Absolut ingenting – bortset fra lidt underholdning. Men nu ved du, hvad der rører sig i de mere kringlede kroge af internettet, og det er jo altid rart at være opdateret – det er vel derfor du læser LabConfidential?
Andre eksempler på fænomener er fx nørdeskriftssproget 1337, Tourist Guy og Star Wars Kid (se links). Dagens overskrift er således en omskrivning af et af de mest kendte fænomener ‘All your base are belong to us’ – en notorisk dårlig oversættelse af et japansk computerspil.
Er alt dette nyt for dig, så bruger du for det første ikke tid nok på internettet og for det andet, så prøv en Google-søgning på nogle af dem og bliv overvældet – ‘All your base’ returnerer over 2,5 mio. resultater!
- De originale lolcats
- Lolsecretz
- Halolcats
- Postsecret
- All your base are belong to us
- Star wars Kid
- Tourist Guy
Ansvarsfraskrivelse: LabConfidential fralægger sig ethvert ansvar for de spildte arbejdstimer, som er en direkte følge af denne og andre historier. De vedlagte links er udelukkende en service og på ingen måde en opfordring til at følge dem, og i så fald foregår det udelukkende på eget ansvar. Vi forbeholder os ret til at ændre denne ansvarsfraskrivelse, som det passer os, for at fraskrive os endnu mere ansvar skulle det være nødvendigt.





Siden sidst på LabConfidential