Svampe bliver til brugte bleer bliver til svampe bliver til…
Bleer. Når de først er brugt, skal de bare væk, og helst så hurtigt som muligt. I mange lande bliver de smidt til affaldsdeponering i et kæmpe hul i jorden, hvor bleerne så hygger sig de næste hundrede par år, før moder natur endelig får gjort kål på dem.
Heldigvis er naturen ofte klogere end os. Østershatte, den lækre spisesvamp, kan nedbryde bleer helt på bare fire måneder. Faktisk er 90% af bleen allerede væk efter to måneder.
Bleer tager lang tid at nedbryde pga. deres store indhold af cellulose – det materiale, som træer også består af. Østershatte vokser på døde eller døende træer i naturen og indeholder derfor et enzym, kan nedbryde cellulose.
Og østerhattene? De kan sagtens spises efterfølgende, trods deres lidt ukonventionelle vækstlag. I dette tilfælde er det dog kun tissebleer, der er blevet testet, og de er blevet dampet, før svampene kastede sig over dem. Dampningen bør også dræbe bakterier i de “tungere” bleer, så man bør kunne spise svampene uanset hvad. Det er vel næppe nødvendigt at pointere, at landbruget i årtusinder har draget nytte af køers afføring… det er sådan, landmand Bent dyrker præmietomaterne!
For at understrege pointen har de mexicanske forskere, som står bag opdagelsen, endda spist østershattene brugt i forsøget. Som de siger: De er sikkert renere end de fleste andre grøntsager, man kan finde på markedet i Mexico.
The Economist via Ecogeek



“Dampningen bør også dræbe bakterier i de “tungere” bleer, så man bør kunne spise bleerne uanset hvad.”
Det er alligevel lidt ulækkert at spise en ble, dampet eller ej :-)
/nick
Hej Nick
Tak for rettelsen. Det må siges at være en ret så uheldig fejl, givet konteksten.
Vi skal nok afholde fra at spise bleerne!
Mvh
Lan
[...] har før skrevet om østershatte, som kan nedbryde babybleer og “Mushroom Death Suit” består da også bare af østershatte og shiitake-svampe, som [...]