Ny hæveautomat kræver et depositum af affald

Vi har efterhånden alle lært, at brugte batterier skal afleveres til genbrug. De fleste er endda også med så langt, at de ved at elektronikaffald skal samme vej. Desværre er det ikke alle, der rent faktisk afleverer deres udtjente elektronik på genbrugspladsen. Her kommer et nyt initiativ på banen, og giver en økonomisk gulerod.
ecoATM hedder “hæveautomaten”, hvor den gode handel går begge veje. Man indleverer sit elektronikaffald, og får til gengæld kolde kontanter i bytte. Firmaet sørger så for at opsamle affaldet løbende og bringe det til genbrugsstationer, hvor de så får betaling for skraldet.
På den måde har man opbygget en levedygtig forretning, ved at formidle skrald. Konceptet er meget lig det kendte pantsystem på flasker. Forskellen er bare, at man ikke som udgangspunkt betaler pant for sine elektronikvarer. Eller gør man?
I de fleste lande påhviler der elektronikproducenterne et ansvar for, at sikre en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af deres produkter, når de ikke længere må bo hos forbrugeren. I størstedelen af tilfældene sikres dette ved aftaler med firmaer, der specialiserer sig i at genbruge elektronikskrot. Omkostningerne hænger producenterne på, så det er ikke helt ved siden af at konkludere, at man rent faktisk betaler pant for sine elektroniske apparater.
Med ecoATM håber man, at gøre op med millioner af ubrugte mobiltelefoner og lignende håndholdte apparater i de amerikanske hjem. Indtil videre står en række automater i Californien, men man håber naturligvis at komme ud til hele nationen. Betalingen foregår i øvrigt ikke med kontanter, men i form af værdikuponer, gavekort eller donationer til velgørenhed. Så er der pludselig dobbelt op på godhed.
ecoATM via Red Ferret




Siden sidst på LabConfidential